Hvem er nutidens Hattie Carroll? – om Morten Uhrskov Jensens fornemmelse for Bob Dylan

Den nationalkonservative JP-blogger Morten Uhrskov Jensen har benyttet corona-stilstanden til at reklamere for Bob Dylans tresserplader og The Band’s stenalderrock. Og det kan naturligvis godt virke overraskende – lidt som da Ronald Reagan engang forsøgte at tage Bruce Springsteen til indtægt for sine egne politiske værdier, hvilket sangeren omgående måtte distancere sig fra. Men ligesom Reagan alligevel havde forstået så meget som, at Springsteen trods alt er mindre venstreorienteret og mindre anti-nationalistisk end mange sammenlignelige figurer, så er det måske heller ikke helt vanvittigt, at Morten Uhrskov i dag går rundt og hører Bob Dylan. Og hvis han heri mener at høre budskaber og værdier, der har formet hans egen personlighed og influeret på hans aktuelle politiske stillingtagen, vil en sådan antagelse måske heller ikke være ganske ubegrundet.

Den umiddelbare indskydelse vil for mange bestå i, at Uhrskovs tilknytning til Dylan er inkonsistent, at han på en eller anden måde flirter med sine politiske modstanderes sangskat, eller at han måske ligefrem nasser på disses kulturelle kapital. Præmissen for den indskydelse er, at det kun er venstreorienterede, der i god tro vil kunne genfinde deres egne værdier i et sangunivers som Bob Dylans, og at det alene er dem, der kan forvalte den arv af etisk og politisk relevant betydning, der måtte ligge heri. Men så er spørgsmålet jo, hvordan vestrefløjen har forvaltet en sådan arv. Lever skarpheden og retfærdighedssansen fra Dylans bedste sange videre i deres nutidige domme og vurderinger? Viderefører dagens venstrefløj en ambition om at erkende virkeligheden, som den er, og påpege problemerne, selvom magtfulde grupperinger måske forsøger at skjule dem?

Jeg mener, svaret er klart nej. De venstreorienterede er i vidt omfang blevet til pampere og privilegiejægere, forstenet i at udveksle deres rigtige meninger som en art sociale spillebrikker. Deres retorik hænger uhjælpeligt fast i en slags anti-racistisk guldalder, hvor undertrykkelsen var fysisk og håndgribelig, og de vil insistere på fortidens offer-stereotypier ganske uanset, hvor anakronistiske de bliver. Eller for nu at tage en anden af de stemmer, der burde tale entydigt for venstrefløjen, men som efter min opfattelse ikke længere gør det: De har tacklet deres talent med meningsløs repetition og evner ikke længere af samme grund at være noget for nogen (CV Jørgensen, naturligvis). Det er altid vigtigere at forstå ånden end bogstaverne, og man forvalter ikke det eksemplariske i et kunstværk ved at efterplapre det på bekostning af de ting i nutiden, som det burde sætte en standard i forhold til. Man vil forstå, hvad jeg mener, hvis man for eksempel stiller sig selv spørgsmålet: Hvem er nutidens Hattie Carroll?

The lonesome death of Hattie Carroll

Bob Dylan skrev sin formidable sang om Hattie Carrolls ”ensomme død” i 1963, og den gengav i det væsentlige en sand historie: Den psykopatiske rigmandssøn William Zantzinger havde under en brandert på et hotel i Baltimore udsat den sorte bartender Hattie Carroll for så brutale fysiske og verbale overgreb, at det udløste et dødeligt ildebefindende hos den 51-årige mor til ni.  Zantzinger blev kort efter drabet løsladt mod kaution og formåede ved hjælp af en håndfuld stjerneadvokater at få sin endelige afsoningstid begrænset til seks måneders fængsel – naturligvis så nænsomt tilrettelagt, at den 24-årige drabsmand ikke kom til at forsømme høsten på sin ”tobacco farm of six hundred acres”.

Men hvad retssystemet ikke formåede at gøre ved Zantzinger, det udrettede Bob Dylan med sin vidunderlige poesi. Over tre strofer skildrede Dylan hele det sindsoprivende forløb i detaljer, hver gang afsluttende med en opfordring til publikum om at tage kluden væk fra ansigtet: ”Now ain’t the time for your tears”. Først i den fjerde og sidste strofe, der ender med dommerens udstedelse af den famøse seks måneders fængselsstraf, kommer de ord, der forvandler den emotionelle indlevelse til en politisk protest: ”Bury the rag deep in your face for now’s the time for your tears”. I bogstavelig forstand døde Hattie Carroll næppe alene. Hun fik umiddelbart hjælp af sine kolleger på hotellet og udåndede først nogle timer senere på hospitalet. Men hendes død var ensom i den forstand, at det omgivende samfund ikke tog notits af den, og ikke gav hende oprejsning for den uretfærdighed, der lå bag. Det var det, Dylan ville have os til at græde over med sin sang.

Sangens oprindelige kontekst var det racedelte USA under tiden for borgerrettighedsbevægelsen, og som lytter oprøres man naturligvis over den historiske Hattie Carrols skæbne. Men hvis denne indignation ikke skal forblive noget rent sentimentalt, må  sangens tematik også på en eller anden måde være nærværende og relevant i dag. Så hvor finder man mon nutidens Hattie Carroll? Hvis man ser sig om i Danmark eller Europa, vil det næppe være helt ligetil at finde en farvet kvinde, der som udtryk for en mere generel tendens er blevet mishandlet af en hvid mand – i hvert fald ikke, hvis mishandlingen skal have en mere håndgribelig karakter end eksempelvis den ‘mishandling’, der består i at blive inviteret til synge med efter højskolesangbogen på CBS. Selvom etniske minoriteter bestemt nok vil kunne opleve visse former for diskrimination, er der i almindelighed ikke mange eksempler på, at majoritetsbefolkningen ligefrem går til angreb på dem. Der florerer ofte rygter eller forudsigelser om, at sådan noget kunne forekomme, men kan læseren måske huske, hvornår aviserne eller de sociale medier sidst har bragt konkret billeddokumentation for, at det er sket?

Derimod er det alt andet end sjældent, at volden og forfølgelsen går den modsatte vej. Man skal faktisk være ganske ferm til ikke at vide ting, hvis man for eksempel ikke kender til engelske underklassepiger, der er blevet cirkuleret rundt i pakistansk dominerede pædofiliringe, uden at myndighederne har grebet ind, fordi de frygtede at blive beskyldt for “racisme”. Eller for ikke at have hørt om svenske skolepiger, der pludselig går i klasse med granvoksne voldtægtsmænd, fordi superhumanistiske politikere har villet betale prisen, og såvel medier som skoleledelser kigger den anden vej. Det er her omkring, man har klart bedst chance for at finde nutidens Hattie Carroll – eller måske for selv at være der og lide hendes “ensomme død”. I en dansk sammenhæng kunne navnene være Marcus, Lauritz, Oliver, Tobias, Martin eller Lasse. Det er nogle af dem, der for nylig og med nærmest militær målrettethed er blevet overfaldet, men de ikke gjorde andet end at færdes i det offentlige rum.

Den førstnævnte, Marcus, frygtede faktisk alvorligt, at han skulle ende sit liv nede på skinnerne på Albertslund Station, mens hans lillesøster stod på perronen og skreg, og hans mor var på vej til stationen i fuld fart med bil. Og hvis man af ideologiske grunde ikke synes, at dette er en historie, der skal tages alt for seriøst – hvad er de da værd, alle de tårer man græder for en afdød kvinde fra et andet land og en anden tid? Hvad har man fået ud af “The Lonesome death of Hattie Carroll”, hvis man tier stille om Marcus, fordi man måske ikke vil spolere den gode stemning henne i universitetskantinen?

Det er derfor, Morten Uhrskov Jensen kan lytte til Bob Dylan med samme ret som tidens venstreorienterede og kulturradikale. Med mindst samme ret.

Refleksionens problematik – fra SAS-reklamen til filosofihistorien

Kasper Støvring synes mig at overgå sig selv, når han i en Michael Jalving podcast analyserer den berygtede SAS-reklame og her særligt hæfter sig ved en selvmodsigelse i fremstillingen af skandinaverne: Disse fremstilles dels som rodløse og uden egen kultur, hvilket synes at gøre dem ringere end alle andre – men samtidig fremstår skandinaverne som dem, der flyver højst, og som ved deres ubundne og eksperimenterende forhold til kultur kan få andre folkeslag til at virke dumme. Det er vigtigt at forstå denne tvetydighed i den politiske korrekthed, og Støvring kommer i sin analyse af SAS-reklamen snublende tæt på at udpege den mekanisme, der fremkalder den. Nietzsche skrev engang: “Den, der foragter sig selv, agter dog herved sig selv som foragter”. Heri ligger, at der i selve refleksionens figur ligger en fordobling af selvet i et subjekt og et objekt, der meget vel kan værdisættes forskelligt. Det er en og den samme åndelige bevægelse, ved hvilken man foragtende ser ned på sig selv som bærer af traditionelle kulturværdier og samtidig promoverer sig selv som en fri ånd, svævende over vandene. Refleksion forstået som et subjekts aktivitet i forhold til et objekt indebærer både i den enkeltes sjæleliv og i samfundet som helhed muligheden for en opsplitning i menneskesynet imellem offer og bøddel, analysand og analytiker, tradition og oplysning, populister og globalister..

Det kan godt være, at mennesket til enhver tid vil være et paradoksalt væsen, fordi det til forskel fra alle andre dyr har muligheden for at lægge afstand til sig selv. Men det kan alligevel se ud til, at meget afhænger af, hvordan sjælens omgang med sig selv nærmere udformes, og at bestemte teoretiske antagelser får tvetydigheden til at træde særligt skarpt frem. En sådan antagelse kunne for eksempel være antagelsen om, at enhver erkendelse foregår ved et subjekts genstandsgørelse af et objekt. Denne antagelse underminerer enhver mulighed for sådan noget som et gensidigt forhold imellem de to poler i erkendelsesrelationen, og det ser for eksempel ud til at være forankringen heri, der førte Jean-Paul Sartre ind i den paradoksale formulering, at “mennesket er, hvad det ikke er, og er ikke, hvad det er” (“Væren og Intet”, 1943). Derimod foregik der hos Hans-Georg Gadamer, der udsprang af samme tradition som Sartre, et direkte opgør med subjekt/objekt-modellen i lyset af samtalefænomenet. Til forskel fra et subjekt og et objekt eller en bevidsthed og en ting er de to deltagere i en samtale i udgangspunktet jævnbyrdige og forenet i et fælles anliggende. Det er er derfor ikke givet, at selvrefleksionen vil frembyde de samme giftigheder, hvis man eksempelvis opfatter den som en “sjælens samtale med sig selv” (Platon), som hvis man opfatter den som en indadrettet afsløring og metodeanvendelse.

Den politiske korrekthed bygger i mine øjne på scientisme, d.v.s. på pseudovidenskabelige prætentioner baseret på en overfladisk efterligning af naturvidenskabernes metodeideal i forståelsen af mennesket og historien. Det afgørende punkt i denne scientisme er subjekt/objekt-figuren, der anvendt på resten af samfundet leverer et apriorisk trinbræt for en reflekterende elites overlegenhedsfølelse. Som objektiverende ‘kritiker’ har man vundet sine slag på forhånd, d.v.s. før nogen konkret argumentation, simpelthen i kraft af sin attitude og begrebsanvendelse (fx: “diskurs”, “narrativ”, “ideologi”). Heraf opstår en masse pubertær politisk ‘ekspertise’, men da eksperterne til enhver tid risikerer også at vende deres tingsliggørende blik indad, føres de også let ud i en selvgendrivende relativisme eller en oscillering imellem selvovervurdering og selvudslettelse. Gadamer kom engang til at sige, at det han savnede ved tressernes ideologikritik, var ideologikritikken af ideologikritikken – men det er egentlig ubetænksomt sagt, idet man intet vinder ved en i princippet uendeligt forlænget kæde af herre/træl-relationer. Faktisk er det i mine øjne netop Gadamer, der sidder med nøglen til problemets løsning, nemlig i form af den dialogiske forståelsesrelation, han undersøgte i “Sandhed og Metode” (1960).

Da Merkel sagde, “Wir schaffen das”, kunne man faktisk høre ambivalensen: tyskerens ulidelige skyldfølelse på den ene side og den social teknokrats magtfuldkommenhed på den anden. Kasper Støvrings analyse af SAS-videoen kaster lys på det samme og kommer ved sin modstilling af luftens perspektiv versus det nedre og jordbundne tæt på at pege direkte på refleksionsfiguren som sagens kerne. Fidusen ved at fremhæve dette tema er, at det kobler analysen af den vestlige civilisations aktuelle krise sammen med de dybeste og mest velbeskrevne træk af dens historie. Når man ræsonnerer fra refleksionsbegrebet til subjekt/objekt-modellen, havner man ved det, man kunne kalde for beherskelsestænkning, forhåndenhedstænkning (Heidegger) eller bevidsthedsfilosofi (Habermas). At der hermed åbnes en mere væsentlig problemhorisont end ved eksempelvis at tale om vestlig undergangsstemning eller metaltræthed, forsøgte jeg at udrede engang, hvor Kasper Støvring udtalte sig mindre fremragende:

Hvad er der galt med Europa? – En kritik af Douglas Murray og Kasper Støvring (23/11/2018)

 

At forestille sig.. To betydninger af empati

Prøv at forestille dig, hvordan det er at sulte, hvis man opfatter det som selvforskyldt – at fryse, hvis man opfatter det som Guds straf – at blive forfulgt af folk, man opfatter som mindreværdige! Eller foretrækker du måske blot at forestille dig, hvordan det er at sulte, fryse eller blive forfulgt?

Man ser heraf let, at der er tale om to forskellige slags empati. I det første tilfælde sætter man sig ind i andre menneskers fysiske omgivelser samt i de overbevisninger og begreber, som de fortolker deres omgivelser i lyset af. I det andet tilfælde sætter man sig kun ind i deres fysiske situation, mens man så at sige medbringer de værdier og begreber, man selv havde på forhånd.

I det første tilfælde opfattes menneskers oplevelsesverden som historisk og sprogligt bestemt, mens den i det andet tilfælde opfattes i analogi med dyrs reaktioner, der er stort set identiske for alle eksemplarer af en given art. Den første form for empati næres af klassisk humanvidenskabelig dannelse. Den anden næres af egocentrisk indskrænkethed og tankeløs sentimentalitet, universel rettighedstænkning på bekostning af empirisk nysgerrighed og et vulgært naturalistisk menneskesyn.

Og derfor er det så, at højrefløjen snakker arabisk, mens venstrefløjen bruger latin..

 

Uriasposten dokumenterer: Kisten var tom!

Man kan stille sit ur efter det. Når mainstreammedierne kører pressehetz, mens de alternative medier forsøger at trænge igennem med modsatrettet dokumentation, er det altid de sidstnævnte, der ender med at få ret. Dette er de katolske drenge ved Lincoln Memorial eller Pia Kjærsgaards “fordomme” om flaskekastere om igen. Statssponsoreret løgn og latin, skyggebilleder fremført i en lind strøm for et stakåndet publikum, mens skrigende meningsdannere pisker dagens dagsorden ind i mediemøllen. Kisten var tom! Der var ingen barnebegravelse i gang, da Stram Kurs demonstrerede ved moskeen på Dortheasvej. Til gengæld kan det meget vel se ud til, at Islamisk Trossamfund har drejet samtlige MSM-journalister og toneangivende politikere rundt ved næsen.

Læs om Berlingskes research og de mange forhastede udmeldinger:

De mange rasende reaktioner, for eksempel fra Venstres i øvrigt temmelig fåmælte Jakob Ellemann-Jensen, rejser flere interessante spørgsmål. Det er således påfaldende, at ingen standsede op for at faktatjekke, og at ingen overhovedet synes at have kunnet komme på den ide, at Islamisk Trossamfund kunne finde på at lave en mediehappening med deres rustvogn. Hvilket er temmelig underligt set i lyset af, at det var gesandter fra netop Islamisk Trossamfund, der i sin tid rejste rundt og orkestrerede selveste Muhammed-krisen under anvendelse af ikke altid lige lødig dokumentation.

Endnu mere påfaldende er det imidlertid, at politikernes blinde tillid til Islamisk Trossamfund kontrasterer fuldstændig imod deres lige så blinde had til Rasmus Paludan. Man sporer i deres automatreaktioner, at mange må have opsparet deres harme gennem længere tid og måske ligefrem har ventet på en legitim lejlighed til at lukke den ud. Og denne lejlighed var så barnebegravelsen, der nu viser sig at have været overstået, og den parkerede barnekiste, der nu viser sig at have været tom. Hvad siger mon en sådan opdæmning af had om disse politikeres tankegang? Det spørgsmål er ikke vanskeligt at besvare. Når man står som repræsentant for et oplyst og moderne demokrati, kan det ikke være nemt at retfærdiggøre, at man løber religiøse fanatikeres ærinde ved simpelthen at hade en mand for at være blasfemisk. Det flugter ligesom ikke rigtig med Jakob Ellemanns teflonagtige vinderattitude. Ideen om et barnelig og en igangværende begravelsesceremoni tilførte blasfemianklagen lige præcis så megen legitimitet og offerkort-aura, at det pludselig blev muligt at lægge alle sine følelser i den. Hvordan skal man ellers forklare affekten og det åbenlyst forhastede i disse reaktioner?

Den Unævnelige på russisk tv

Det er underligt, at man nu kan finde på at se russisk tv, men det går jo, som Pat Condell engang sagde: “We want the truth and we’ll take it where we can get it”. Og sandhed er lige præcis, hvad det handler om for denne uforfærdede paria oag dissident. Det er svært at abstrahere fra, at det ikke er en professor eller en litterat, man her kan høre sidde og bære oplysningens ild videre – men en arbejderknægt fra Luton. Mens den intellektuelle elite bare sidder og udveksler høfligheder med hinanden, hører man her Robinson bruge hovedet og drage alle de rigtige distinktioner: mellem ideer og mennesker (fx islam og muslimer), mellem individuelle pædofile og gruppevoldtægt som social institution, mellem en pacifistisk og en militært operationel religionsgrundlægger. Studieværten måber, og overalt kastes der enorme ressourcer i uddannelsessystemer, der faciliterer nøjagtigt den samme måben.

Hvad Woke Airlines ikke fortalte..

Det er bestemt ikke morsomt at se Facebook skævvride debatten, men der kommer altid en solskinsdag indimellem, og hvor det dog luner at støde på noget på en gang sandt, vittigt og velformuleret (kilde: Uriasposten):Facebook170220-sas

Og når vi nu er ved censuren som politisk metode: Det må frem for al være det kommende præsidentvalg, som mainstreammedier og sociale platforme har øvet sig i at manipulere gennem de seneste fire år, og dermed vil dette valg sandsynligvis kunne betragtes som alle tiders test af propagandaens magt. De fleste venstreorienterede er så overbeviste om propagandaens overvældende betydning, at de næppe vil mene, at der her overhovedet er brug for nogen test. Men personligt tror jeg nu, at de undervurderer betydningen af at have objektivt ret og argumentere sagligt set overlegent. Og jeg tænker såmænd også, at dette synspunkt er grunden til, at højreorienterede i årtier har fundet sig i at blive overhalet teknisk, kvantitativt og økonomisk: De tror simpelthen på, at argumentativ kraft kan matche ren volumen, og at de derfor har en fair chance for at trække det længste strå i debatten.

Alligevel er det svært ikke at vakle i troen, når man ser, hvordan millioner og atter millioner af konservative poster slettes fra sociale medier, mens skattekroner og private firmaers ressourcer i en lind strøm pumpes ind i at eksponere globalisterne. Det må i sidste ende være et empirisk spørgsmål, om det bliver troen på sandheden eller troen på informationsteknologien, der får ret i et konkret tilfælde og inden for en bestemt tidsramme. Og jeg bævrer. Sidder venstrefløjen måske alligevel med en slags politisk atombombe i den nye medievirkelighed?

Vi får se! Det virker i dag fair at fastslå, at Trump som præsident næppe har opført sig værre, end alle parter på forhånd må have kunnet forvente, og at det logiske resultat derfor må blive et genvalg eller snævert nederlag. Det scenarie, som man efter min opfattelse skal hold godt øje med, er et uventet stort nederlag til Trump, måske efter hektiske virale bevægelser og mediestorme omkring sådan noget som klima i de allersidste uger og dage op til valget – og under påfaldende tavshed fra en masse karantæneramte konservative.

Man kan ikke endegyldigt gendrive troen på, at politisk debat er mere end en teknisk disciplin, men denne tro kan meget vel få et solidt skud for boven. Heldigvis står den modsatte mulighed også åben.

Det filosofiske perspektiv i indvandringsproblematikken

Mange spørger sig i dag om, hvordan det kunne gå så galt med indvandringspolitikken i blandt andet Sverige. Men få søger svaret i det indlysende: Moderne europæere har glemt det betydningsfulde og alvorlige i, at andre ser anderledes på tingene, end de selv gør. Årsagen til denne forglemmelse ligger ligefor: Vi er opflasket med en overdreven tillid til videnskaben og er tilbøjelige til at opfatte andre som genstande for vores tekniske ekspertise. Hvis nogen nægter at indordne sig, tager vi ikke deres argumenter helt alvorligt, men søger straks efter ”faktorer”, som vi kan påvirke. På den måde havner vi i en teknokratisk optimisme bygget på forsætlig uvidenhed om andre menneskers tanker. Vi er som taget ud af Max Frisch’ ”Homo Faber”, og Merkel udtrykte vores væsen ganske træffende med sit, ”Wir schaffen das”. Der findes ingen virkelige problemer, hvis alting kun er udfordringer for ens virkelyst. I det perspektiv skal vi bare lige have integrationen til at ”virke” – ligesom en håndmikser – og de genstridige elementer skal bare lige ”afradikaliseres” – ligesom en fryser måske trænger til at blive afrimet.

Vi har for længst erfaret, at denne tankegang ikke fungerer i den virkelige verden, men hvad skal man stille op? Hvordan skal man genopfinde sig selv? Den nødvendige selvransagelse hæmmes i ikke ringe grad af, at de mest dannede og belæste ofte er dem, der synes at tænke mindst over disse ting – måske fordi de indtil nu har ført an i metodefetichismen og i dag har mest at miste ved at opgive den. Alligevel er jeg skuffet og dybt forundret over, at ingen synes at genkende vor tid som materialiseringen af alle de farer ved et ensidigt teknisk synspunkt, som mange filosoffer har advaret om. Her kan man især fremhæve dialogfilosofien, fænomenologien og hermeneutikken, sprogpragmatikken og diskursetikken samt hele problemstillingen omkring en afgrænsning af humanvidenskaberne over for naturvidenskabernes metodeideal. Der er rigeligt at filosofere over for den, der omkring sig fornemmer en udbredt skuffelse over ”faktorer”, der ikke virker, ”mekanismer”, der ikke er til at få greb om, ”processer”, der ikke er til at dirigere i den ønskede retning, og ”eksperter”, der konsekvent forudsiger forkert. Man må virkelig formode, at nogen snart begynder at se forbindelsen.

”Den anden, der bryder min jeg-centrerethed, idet han giver mig noget at forstå. Dette motiv ledte mig fra begyndelsen”. For den klassisk dannede Hans-Georg Gadamer var Den Anden at finde i blandt andet kunsten og antikkens tekster. Men for en teknokratisk generation, der havde glemt alt om historien, blev det Bin Laden, der pludselig gav os noget at forstå – en mand, der tydeligvis hverken var drevet af fattigdom, sindssyge, ondskab eller mistrivsel, men som åbenbart tænkte et eller andet, som i hans øjne retfærdiggjorde 9/11. Der blev dengang kastet en handske, der siden er blevet taget op af den vestlige verdens politi og militær. Men i billedet af Bin Ladens ansigt lå også en udfordring om forståelsesmæssigt at tage Den Andens tankekraft og uregerlighed seriøst. Den handske er ikke blevet taget op, og heri ligger nok svaret på det indledende spørgsmål om, hvordan det kunne gå så galt.