I tråd med det foregående skrift skal det i dag bemærkes, hvordan Expressen på lederplads har angrebet Stefan Löfvens famøse tv-optræden i søndags. Den personfarlige kriminalitet i Sverige er åbenbart blevet så vanskelig at abstrahere fra, at avisen nu fuldstændig lyder som et alternativt medie: “Frågan man ställer sig hemma i tv-soffan är: Om Löfven inte har någon aning om hur Sverige har hamnat här, inte vill ta något ansvar för utvecklingen och inte heller har någon tydlig plan för att bryta den, borde han inte då lämna plats för någon annan?“. Det lader alligevel til, at der er grænser for, hvor længe man kan sidde og glo på fem fingre, mens man stædigt fastholder, at der kun er tre.
Interviewet med Löfven slog mig omgående som historisk, fordi syttende november 2019 måske blev sidste gang, man kunne opleve, at nogen i rammeste alvor benægtede enhver sammenhæng imellem Sveriges indvandringspolitik og bandekriminalitet. Der har nok også været en sidste gang, nogen anvendte begrebet “kulturberigelse” uden sarkasme, og en sidste gang, nogen gentog Ritt Bjerregaards gamle mantra om, at “antallet ikke betyder noget”. Ved ordet “nogen” tænker jeg naturligvis kun på folk uden for det, som Kim Møller meget rammende har kaldt for “postmodernismens beskyttede værksted“. For jeg ved da godt, at hverken fejltagelser eller klicheer har nogen udløbsdato for afdankede hippier eller ved visse seminarer på DIIS eller RUC. Men til forskel fra de ideologer og ‘eksperter’, der kun virker forpligtede på deres egen stammejargon og de umiddelbart bevilgende myndigheder, er der den fordel ved ansvarlige politikere, at deres forpligtelse over for partiet, realiteterne og et bredere udsnit af befolkningen sætter grænser for, i hvor høj grad de kan lade deres selviscenesættelse skygge for den sunde fornuft. Löfven kan meget vel være en af de sidste på det niveau, der bare sidder og glor på de fem fingre uden at fortrække en mine.
Derimod er det desværre nok endnu ikke sidste gang, man kan overvære, at nogen fuldstændig vil reducere kausaliteten bag de multikulturelle krisesymptomer til et spørgsmål om økonomiske og psykologiske faktorer. Expressen synes af uransaglige årsager at se noget “filosofisk” dybt i Löfvens påstand om, at problemerne med parallelsamfund principielt ville være de samme, hvis disse områder var befolket med marginaliserede gammelsvenskere. Heri ligger en i grunden ganske grotesk underkendelse af åndslivets og kulturtraditionernes betydning for, hvordan et samfund fungerer. Men Expressens skribent er i det mindste ædruelig nok til at se, at det end ikke inden for denne reducerede forklaringsramme giver mening at benægte masseindvandringens betydning i årsagssammenhængen: “Men hur en situation skulle kunna uppkomma där svenskar i hundratusental plötsligt bara skulle ha några få års skolgång, traumatiska upplevelser från krig och mycket bristfälliga kunskaper i svenska, förklarade inte Löfven“.
Expressens kritik af magthaverne forbløffer mig i lyset af, at det kun er halvandet år siden, avisen hetzede mod Google i ugevis for at få gennemført (endnu) mere regeringsvenlig censur: Svensk pressehetz mod Google som udtryk for den globale censurbølge. Ja, dengang sad avisens chefredaktør endda med ved bordet, når den svenske regering skulle finde ud af, hvilke oppositionelle stemmer den skulle beordre internet-giganterne til at censurere næste gang: Valgkamp på svensk: Regeringskritisk medie beordret frataget Google-annoncering. I filmklassikeren “Mississippi burning” (1988) fastslår den uforlignelige Gene Hackman (hvis romance med Frances McDormand rammer mig et usædvanlig ømt sted) på et tidspunkt, at klapperslanger ikke begår selvmord. Det finder FBI-agenterne så sidst i filmen ud af, at de måske gør alligevel.
Tankesite 