Rasmus Paludan har endnu engang sat verden i brand, og Kristendemokraterne har benyttet lejligheden til at slå et slag for genindførelse af blasfemiparagraffen. Det har partiet næppe høstet mange roser for. Med undtagelse af i visse muslimske miljøer er der ingen rigtig sexappeal i blasfemibegrebet, og det var et næsten enigt folketing, der afskaffede paragraffen om det i 2017. Alligevel mener jeg nu ikke, at Kristendemokraternes forslag er den dummeste reaktion på Rasmus Paludan, man kan tænke sig.
Det er for eksempel betydeligt dummere at klistre en håndfuld af tidens værste gloser på Paludan og herved mene det godtgjort, at nogen på en eller anden måde bør gribe ind. For ytringsfrihed drejer sig jo allermest om de mennesker, man ikke kan lide – hvilket er sagt mange gange før, men åbenbart ikke nok.
Det virker heller ikke skarpt at læne sig op ad formuleringer i stil med, at ”man har ytringsret, men ikke ytringspligt”. Hvis der overhovedet udtrykkes nogen klar tanke i den sætning, synes denne at være indlysende forkert. For man kan jo udmærket være forpligtet til at ytre sig om eksempelvis et kriminelt forhold, en social uretfærdighed eller en forestående katastrofe. Ja, faktisk er det meget muligt, at Rasmus Paludan lige netop føler sådan en forpligtelse – hvorved der stikkes en kæp i hjulet på endnu en af tidens dumsmartheder: den amatørpsykiatriske jargon, ifølge hvilken han er en narcissist, der ikke kan være motiveret af andet end sine iboende psykiske ”drivkræfter”.
En særligt tidstypisk reaktion går ud på at kloge sig på de verdenshistoriske følgevirkninger af Paludans aktioner og disses angivelige ”ufrugtbarhed”. Problemet ved sådan en tankegang er, at ytringsfrihed ikke fortrinsvis er et middel til noget andet, men en værdi i sig selv. Man kan i en umiddelbar krisesituation være nødt til at gøre undtagelser, men i det store og hele er retten til at ytre sig hverken betinget af profitten, nytten eller ”frugtbarheden”.
Et yderligere problem er, at det rent faktisk er svært at profetere om historiens gang. Forudsigelser om de negative konsekvenser af Paludans provokationer synes ofte at bero på fantasiløse rygmarvsreaktioner og kvasi-mekaniske læresætninger i stil med ”tryk avler modtryk”. Heroverfor demonstrerede religionsforskeren Thomas Hoffmann en ganske usædvanlig lyst til at tænke, da han i Weekendavisen 9/5 2022 forfægtede en tese om Paludan som en ”stor pædagog” i forhold til muslimers integration i Danmark.
Om nu det er Hoffmanns eller det modsatte synspunkt, der har mest ret, kan jeg dårligt afgøre. Men jeg ved, at selv en ond handling kan have indbyrdes modstridende effekter, der ikke alle behøver at være ondartede. Og jeg ved, at man ikke uden videre kan deducere en viden om objektive kausalforhold ud af sine moralske mavefornemmelser.
Alligevel kan jeg godt forestille mig et forbud imod Rasmus Paludans afbrænding af koraner. Jeg mener ganske vist, at man bør hylde en skarp debat og en næsten total ytringsfrihed. Men det er underlig form for ytring, der ligger i at destruere den fysiske manifestation af andres ytringer. Det er et unormalt symbolsk udtryk, at man rituelt vandaliserer symboler, der betyder noget for andre.
Jeg fornemmer heri en latent grusomhed, og jeg associerer til sådan noget som brændende kirker i Frankrig, væltede statuer i Afghanistan eller Chicago samt de klimaktivistiske fanatikere, der render rundt og ødelægger uerstattelige kunstværker.
Nu skal man selvfølgelig holde fast i, at Rasmus Paludan kun brænder ét eksemplar af Koranen, og at han formentlig selv har købt og betalt det. Alligevel står forskellen ikke glasklart for mig. De troende kan jo i vilkårlig grad have tillagt det enkelte eksemplar en slags fetichværdi, og under alle omstændigheder bevarer aktionerne et skær af samme symbolske grusomhed som i de nævnte eksempler: man ødelægger noget, der i en vis forstand stadig tilhører nogle andre.
I den situation kunne en sjældent anvendt blasfemiparagraf måske have være smart at have ved hånden. Ganske vist lignede den en slags anakronisme i et moderne demokrati. Men det gør Kongehuset jo også, og selvom man måske forventer, at den slags institutioner engang må falde bort, kan det godt tænkes, at de i perioder kan få fornyet relevans, for eksempel på grund af en multikulturel befolkningssammensætning.
Det forekom mig derfor intet mindre end vanvittigt, at man valgte at fjerne blasfemiparagraffen i 2017. Det var blot syv år efter, at kulturparnassets yndlingsavis havde krøbet rundt og undskyldt sin redaktionelle linje over for profetens 94.923 efterkommere. Og det var to år før Cirkusrevyens publikum sad og hylede af grin over en sketch, hvor Rasmus Paludan blev slået ihjel – og således demonstrerede, hvor grundigt de havde internaliseret den islamistiske hævntørst.
Endnu væsentligere blev 2017 et skelsættende år, fordi diverse magthavere havde oplevet et ubærligt kontroltab med Brexit og valget af Donald Trump i 2016 – og nu begyndte at tage revanche. Som det i disse dage bliver dokumenteret, var det præcis på dette tidspunkt at toneangivende amerikanske medier begyndte at forvandle sig til rene propagandaorganer imod Trump (jf. Mirco Reimer-Elster i Jyllands-Posten 2/2). Og som det bliver dokumenteret i de såkaldte Twitter-filer, var det samtidig her, den venstreorienterede censur på de sociale medier begyndte at stramme til (Twitter-filerne forties konsekvent i pressen, men blev undtagelsesvis omtalt af Klaus Wivel i Weekendavisen 29/12).
Sideløbende foregik der en generel mentalitetsændring, som i mine øjne har undergravet dele af fundamentet under de åbne, demokratiske samfund. Begreber som ”hate speech”, ”misinformation”, ”islamofobi” og ”transfobi” har vredet hovedet rundt på folk, der burde have kunnet tænke kritisk – og i almindelighed svækket sansen for ytringsfrihed som en kerneværdi.
På den bagrund forekommer blasfemiparagraffen mig at høre til i småtingsafdelingen. Og kampen imod den forekommer mig i nogle tilfælde at udtrykke en svigtende proportionssans, i andre tilfælde at afsløre det mest himmelråbende hykleri.
Hykleriet opstår, når man i realiteten går ind for tidens krænkelseskultur – og bare vrænger ad blasfemiparagraffen, fordi man drømmer om en fjern fortid, hvor kulturradikalisme rimede på Monty Python.
Derimod må man have respekt for folk, der konsekvent og helhjertet forsvarer retten til at fornærme. Men hvis disse nu om dage fokuserer deres raseri på blasfemiparagraffen, kan det godt virke lidt som, hvis de rendte rundt på Titanic og frygtede at få våde sokker. Det er uformel censur – bla. i form af trusler, Berufsverbot, “fællesskabsregler” og politisering af offentlige institutioner – der for alvor er ved at sænke skuden.
Om den joviale hadkultur i Cirkusrevyen 2019: https://tankesite.wordpress.com/2020/06/01/en-lille-grim-sketch-om-en-lille-grim-mand/
En tidligere fremstilling af ovenstående argumentation: https://tankesite.wordpress.com/2019/04/23/blasfemiparagraffen-som-juridisk-eller-uskreven-regel/
Tankesite 