Intet er i dag vigtigere end at genvinde en ikke-teknokratisk forståelse af menneskelig tænkning og kommunikation. Og ingen kan som Matt Walsh sætte den problematik på spidsen, så den lander lige i centrum af den verserende kulturkamp i USA. Walsh har således på bare otte dage skabt så stor opstandelse, ikke mindst blandt sine egne konservative kampfæller, at han nu tre gange har måttet tage sagen op i sit show på Daily Wire. Her har han kompromisløst forsvaret sin grovkornede retorik over for trans-bevægelsen, og hele debatsammenhængen samt især Matt Walsh’ argumentation er i sandhed et studium værd.
Det hele udspringer af et blot fire minutter langt indslag i The Matt Walsh Show, hvor værten tilkendegav sin uforbeholdne mening om det transseksuelle internetfænomen Dylan Mulvaney. Tonen var hård og åbenbart så hård, at det har rejst en bølge af kritik. Allerede dagen efter adresserede Walsh kritikken ved først at genafspille det oprindelige indslag og derpå give svar på tiltale:
Jeg er ikke ukritisk tilhænger af Matt Walsh, men jeg har svært ved at stå for den Sartre-agtige moralisme, han stiller op over for sine kritikere: Pænhedskulturen har blod på hænderne ved at have ladet børn blive hjernevasket, og den repræsenterer en luksus, som der ikke er tid til under den igangværende kulturrevolution.
I Walsh’ næste kommentar til sine kritikere tager sagen imidlertid en lidt anden drejning, idet han ikke bare svarer på anklager om at være ondskabsfuld, men også om herved at gøre sig selv politisk ineffektiv. Walsh’ modargument går i det væsentlige ud på, at han iscenesætter sig selv som en praktiker inden for den politiske retoriks domæne, hvorimod hans kritikere fremstilles som blodfattige teoretikere og tilskuere til kulturkampen. Den pointe er fuldt berettiget, og man bør virkelig tænke over implikationerne, når Walsh minder lytterne om, at han er skaber af både den mest gennemslagskraftige børnebog og film om emnet og i øvrigt rider på en bølge af realpolitiske succes, idet lovgivere over hele USA er begyndt at rasle med sablen over for trans-bevægelsen. Der gemmer sig i dette en afgørende filosofisk pointe om betydningen af praktisk erfaring, intuitiv ekspertise og personlig investering i modsætning til distanceret fíngerpegen og klichemageri. Perspektivet er, at kritikerne af Walsh’ “ineffektivitet” har mistet grebet om, hvad en kulturkamp i virkeligheden er for noget, måske fordi de bevæger sig i en mere grundlæggende forglemmelse af, hvordan kommunikativ interaktion fungerer som noget andet end teknisk manipulation:
Så sent som i går dukkede sagen så op igen i et langt indslag, der sagligt set måske ikke tilfører den så meget nyt, men som cementerer Walsh’ moralistiske ubøjelighed på en i mine øjne tiltalende facon. Indslaget bringer også loyale og udførlige klip fra kritikken af Walsh, og jeg synes, man skal tygge rigtig godt på den formulering, at han ved sig grovhed bliver ude af stand til at “vinde hjerter og hjerner”. Hvor simpelt kan man tro, det er at sidde og kloge sig på, hvordan en bestemt retorik “vinder hjerter og hjerner”? Hvordan var det nu, det gik med det projekt i Afghanistan og Irak? Matt Walsh har under alle omstændigheder ret i sin fornemmelse for, at en kulturkamp er noget langt mere komplekst og ustyrligt, end plumpe teknokrater forestiller sig:
Tankesite 