Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste af hovedpersonerne i Thomas Vinterbergs ”Druk” er humanistiske akademikere. De underviser på et gymnasium i henholdsvis historie, psykologi, musik og idræt. Det bemærkelsesværdige består nærmere bestemt deri, at de nøjagtig lige så godt kunne have været børsmæglere. At det er åndelige og ikke økonomiske værdier, de formidler, synes ikke at spille nogen som helst rolle for deres opfattelse af meningen med livet og arbejdsdagen. De finder lige så lidt tilfredsstillelse i deres fag som i deres familieliv, og det virker symptomatisk, at deres akademiske vokabular udelukkende viser sin brugbarhed, når de ironisk skal iscenesætte deres puerile alkoholeventyr som en slags ’forskning’.

Nu kan man sige, at ”Druk” er fiktion og naturligvis ikke gengiver virkeligheden direkte. Men når en film møder så omfattende en genklang, må publikum vel trods alt kunne genkende sin hverdag i den. Og mon ikke nok humanisterne selv ville have kunnet finde ud af at italesætte det, hvis Vinterberg helt og aldeles havde undervurderet deres rigdom på menneskelig dannelse? Faktisk tror jeg netop, at et sådant misforhold ville have skinnet i øjnene, hvis det var halvfjerdsernes universitetsmarxister, der var blevet portrætteret som en flok udbrændte og intetsigende funktionærer. Og hvis man havde foreslået min egen gamle gymnasierektor at peppe sin tilværelse op med en konstant promille på 0,5 – ja, så tror jeg bestemt også, han ville have tænkt, at man undervurderede hans stilfærdige glæde ved Herodot og Pindar.

Dette er nu yderligere interessant, fordi offentligheden i de senere år har oplevet en del skuffelser med lederne af diverse kultur- og uddannelsesinstitutioner – hvilket som regel vil sige: med humanister eller djøf’ere fra netop den generation, der optræder i ”Druk”. Herved tænker jeg for eksempel på skandalen med den unge blonde pige på CBS. Eller jeg tænker på Kunstakademiet, hvis rektor tilsyneladende med et smil overlod hele butikken til maoister. Seneste skud på stammen er en maleriudstilling på Statens Museum for Kunst, hvor man har ladet nogle omvandrende bekræftelser på alle de værste fordomme om RUC overklistre det hele med social justice propaganda. Eksemplerne er legio, fordi billedet er det samme i hele verden: En woke ungdom angriber fundamentet for det åbne samfund, og den lidt ældre generation, der sidder på alle topposterne, udviser ikke skyggen af rygrad til at forsvare de værdier, de er sat til at administrere.

Hvis ”Druk” siger noget om tidens belæste karakterløshed, kan man spørge sig, hvor fænomenet kommer fra. Og hvis man tæller år og tænker tilbage på en anden fremragende dansk film, nemlig Ole Bornedals ”Nattevagten” fra 1994 – ja, så kan man faktisk få indtryk af at møde de selvsamme akademikere endnu engang, denne gang bare som unge studerende og endnu ugifte. Også for de mandlige hovedpersoner hos Bornedal fremstod familie- og arbejdslivet som noget konventionelt og åndløst, en slags maskinel ’voksenhed’, der stod og ventede på at udtære ens livslyst, og som man kun kunne stritte imod ved at kaste sig ud i hovedløse væddemål og udskejelser. Præcis som i ”Druk” havnede rebelskheden i en slags eksistentielt elastikspring – en gold antitese uden den formidling med normaliteten, der i lige grad ville have defineret en sand dannelse og en sand forandringsvilje.

Det er halvfemserne, man aner som baggrund for alt dette. Dette fatamorganaagtige årti, hvor historien syntes at være gået i stå og alle politiske nødder knækket for en ungdom, der fandt sig selv placeret på en rød løber rettet direkte imod friværdi og efterløn. At tænke for meget over tingene syntes i kølvandet på Murens fald at være netop det, man ikke skulle risikere. Og i stedet for de foregående generationers hang til politisk engagement opstod den kobling af konformisme og ironisk distance, der fandt sit mest tåkrummende udtryk i de unges genopdagelse af deres barndomsikon Povl Kjøller. Hvor meget man end teede sig, virkede rammerne for det sociale liv i sidste ende faslagt, og halvfemserne fik på den måde en lighed med 1800-tallets biedermeier-kultur. Det var dengang, Søren Kierkegaard ganske entydigt kunne snakke om ”at realisere Det Almene”, og hvor de vilde orgier i Hans Egede Schacks ”Phantasterne” på et splitsekund slog om i den mest stivbenet spidsborgerlige happy end.

Et særligt træk ved halvfemserne var den udbredte erkendelsesteoretiske relativisme, der ofte misforstås som et antiautoritært synspunkt, men som i virkeligheden er enhver magthavers vådeste drøm. For hvis alt alligevel er ligegyldigt, kan man lige så godt sige det samme som sidemanden. Og hvis ”Den store fortælling” alligevel skulle genrejse sig af asken – fx i form identitetspolitik – ja, hvorfor så indvende noget, der kunne gøre dig upopulær, hvis det ikke har nogen værdi i sig selv at tale sandt? Man kan i dag ikke undgå at bemærke de fanatikere, der smider buster i havnen og ikke kan sige tre ord uden at indvikle sig i affekterede, selvretfærdige klicheer. Men der er næppe så mange af dem, som deres taletid i medierne kunne lade formode, og det virkeligt bemærkelsesværdige er måske snarere den brede fedtkant af lunkne eftersnakkere, der altid lader det sidste skrig stå uimodsagt. For ganske vist er man måske ikke så fjerdefasefeministisk eller raceteoretisk, at det gør noget. Men man er på den anden side heller ikke så meget af noget som helst andet, at dét gør noget.

Det er måske på den baggrund, man skal forstå, hvordan en alliance af multinationale selskaber har kunnet komme af sted med at normalisere en omfattende politisk censur på internettet. Sådan noget var ikke god latin før 2016, da cancel-kulturen for alvor tog fart, og vejen til den nuværende situation har været banet med masser af forsøgsvise censur-tiltag, der omgående blev trukket tilbage som ’fejl’, hvis de skabte alt for meget postyr i offentligheden. Hvad mon censorerne kan have lært sig af disse punktvis forhastede, men overordnet set jævnt fremadskridende eksperimenter? Vel ikke andet end, at nutidens intellektuelle ’elite’ har vist sig at være betydeligt nemmere at løbe om hjørner med, end nogen havde turdet håbe på. Og så falder tanken jo naturligt på Mads Mikkelsen-karakteren i ”Druk”, der ikke engang kan finde hjem til sin egen hoveddør: Hvordan skulle han kunne finde frem til anden information end den, som Silicon Valley vurderer, at han har godt af?

Jeg var som venstreorienteret i firserne meget betaget af idealet om ”de intellektuelle”. Jeg slugte begærligt Jean-Paul Sartres tresser-forelæsninger om dem, der ikke er tilfredse med bare at være ”den praktiske videns teknikere”, men som ”blander sig i ting, der ikke kommer dem ved”. Jeg synes i dag, at det er længe siden, jeg læste den bog. Nu om stunder tales der nok ikke så meget om revolutionen på gymnasiernes lærerværelser som dengang. Men hvis nogen skulle fremføre et eller andet ’progressivt’, for eksempel omkring kønspronominer eller verdensmål, vil der næppe heller blive talt noget videre imod det. Man synes i de kredse at vide præcis lige så godt som ved bankdirektør Varnæs’ kaffebord i Matador, hvad der forventes af en, og hvad det måske ikke betaler sig at sige højt. Jeg ved til gengæld ikke, hvad der blev af de kritiske intellektuelle, som Sartre talte så besnærende om. Men jeg tror måske, at Vinterbergs film kan give et fingerpeg om, hvor de blev af.

Skriv en kommentar