Jeg har tidligere forsøgt at opremse de ting, som Angela Merkel helt sikkert ikke har klaret siden sin fatale forsikring i 2015: “Wir schaffen das”. Hvad en politisk aktør kan siges at have klaret eller ikke klaret, afhænger af de succeskriterier, som aktøren selv opererede med under planlægningen af sin handling, og når jeg taler om “helt sikre” fiaskoer, tager jeg derfor ikke mine egne meninger om, hvad der ville være gode resultater, som målestok. For eksempel kunne det jo godt tænkes, at Merkel synes, det går meget godt på trods af voldtægtsepidemien, terrorrekrutteringen og antisemitismen – som sit britiske modstykke, Londons borgmester Sidiq Khan, kunne hun jo bare sige, at det alt sammen er noget, man må vænne sig til som en del af tilværelsen i et moderne samfund, d.v.s. politikken kan vel være god nok for det? Og selvom jeg måske mener, at det er problematisk, at pigerne i Köln ikke længere kan gå alene ud om aftenen, eller at nogle tyske børn ikke længere kan have svinekød med i madpakken, kan den slags jo godt have være medregnet på forhånd i Merkels strategi for, hvordan tyskerne kan “klare” masseindvandringen. Måske forholder det sig virkelig, som “europas døtre” hævdede i en temmelig gribende protestvideo, nemlig at Merkel havde forudset gruppevoldtægterne og “taget dem med i købet” som en slags tålte bieffekter.
Derimod er der ingen tvivl om, at visse politiske institutioner og allianceforhold fra starten har spillet en central rolle i Merkels værdigrundlag, og at opretholdelsen af disse under alle omstændigheder må gælde som et succeskriterium for hende selv. For eksempel er det et sikkert tegn på, at Merkel ikke engang efter sin egen målestok har “klaret det”, at hendes indvandringscirkus formentlig har medvirket til Brexit, måske endda til Trumps valgsejr i USA. Det kan heller ikke have været Merkels intention at skabe den splittelse imellem Vest- og Centraleuropa, der er ved at rive EU endnu mere fra hinanden, og den internt tyske styrkelse af AfD samt den aktuelle konflikt imellem CDU og CSU kan bestemt heller ikke have været medregnet i hendes mantra om nok at skulle klare det. Allerede nu, mindre end tre år senere, virker det tvært imod oplagt, at Merkels beslutninger i 2015 vil gå over i historien som en enestående politisk bommert, der på rekordtid formøblede en enorm poltisk magt og autoritet.
Og så har jeg endda glemt at nævne, hvor fatalt hun ser ud til at have ramt den svenske “superhumanisme”, der fik sit banesår den aften i efteråret 2015, hvor regeringen stortudende måtte bekendtgøre indførelsen af grænsekontrol. Det sår har blødt lige siden, og blødningen synes nu at være ved at udvikle sig til en styrtblødning for det svenske etablissement. Meningsmålinger spår for anden gang, at Sverigedemokraterna ved valget i september kan blive rigsdagens største parti med tilslutning fra hver fjerde vælger. Der består et mørketal ved den slags undersøgelser, fordi nogle nødig vil indrømme, at de agter at stemme på Sverigedemokraterna, og det må være derfor, Anders Bo Ro i en kommentar på Snaphanen tør vove følgende forudsigelse: “SD får 33-40% af stemmerne, AfS kommer over spærregrænsen på 4%, og sammen danner de flertalsregering med Moderaterne”. Dette lyder naturligvis som et vildt gæt, men det er betegnende for tidsånden, at man overhovedet kan fremsætte den slags spådomme og må tilkendes en vis sandsynlighed for måske at kunne få ret. Den herskende svenske ideologi befinder sig midt i et eskalerende sammenbrud, hvis konsekvenser virker helt uforudsigelige. Eller med Snaphaneredaktøren Steen Raaschaus ord: “Det første spændende Riksdagsvalg i min levetid, og jeg er ingen årsunge”.
Sverige udgør bare toppunktet i indvandringspolitisk blåøjethed og politisk korrekt meningstyranni, og derfor vil et pludseligt omslag i folkestemningen sandsynligvis vise sig særligt dramatisk her. Men tendensen er den samme i hele Europa, og udviklingen synes kun at gå en vej: Europæiske centralister som Juncker og Merkel (Macron er måske en undtagelse lidt endnu) sidder på et stadig mere tyndslidt folkeligt mandat, mens deres modstandere i Ungarn, Tjekkiet og Polen, på det seneste også i Østrig og Italien, men egentlig også i Danmark, står solidt plantet i de lokale opinioner. Det er naturligvis en mere subjektiv og kontroversiel vurdering, om disse faktiske bevægelser i meningsdannelsen også svarer til det rent intellektuelle styrkeforhold imellem de to siders argumentation. Men jeg kan da sige, hvordan det tager sig ud for mig: Elitens synspunkter forsvares af velbetalte pampere i medie- og universitetsverdenen, der som regel ikke kan finde på noget nyt at sige, og som derfor interesserer sig mere for at stigmatisere og censurere deres modstandere end for at argumentere – mens modsynspunkterne fremføres af indsjæle og ægte intellektuelle, der søger sandheden på trods af store personlige omkostninger, og som oftest er nået til deres standpunkt ved at underkaste sig det bedre arguments tvangløse tvang. Konflikten fremstår altså stadig tydeligere som en kamp imellem sandheden og magten. Eller som det siges i en udmærket kronik om svensk politik: “Den allt annat överskuggande förklaringen till att Sverigedemokraterna växer så det knakar är att man har verkligheten på sin sida” (læs).
Vi står midt i en ombrydningstid, hvor sandheder kan blive til løgne, og helte til skurke, over en nat. Det virker som om, en ideologisk og politisk verdensorden, der har hersket siden Anden Verdenskrig eller 60’erne er i fremskreden forrådnelse, så det er svært at se grænserne for, hvor langt processen kan være nået om bare et, to eller tre år. Eftertiden vil utvivlsomt spørge sig om, hvordan denne uorden og turbulens kunne opstå, og det vil være vigtigt at lokalisere de punkter, hvor noget i europæisk åndliv er gået galt. Er det for eksempel, således som Douglas Murray mener, moralsk afmatning, skyldfølelse og svigtende selvtillid, der har bragt den europæiske civilisation i uføre? Eller det det, således som det måske kan udledes af Ibn Warraqs bog om “The islam in islamic terrorism”, en mangel på kulturhistorisk dannelse kombineret med en hang til billige kausalforklaringer på basis af en materialistisk eller psykologistisk reduktionisme, der har ført den politiske fornuft på vildspor? Det sidste ville måske kunne bidrage til at belyse præmisserne for den rådgivning, som førte Angela Merkel frem til sit “Wir schaffen das”.
Under alle omstændigheder er det tiden at stille store spørgsmål, og jeg vil bede læseren tilgive mig, hvis spørgsmålene måske endda bliver temmeligt spekulative og uhåndterlige – fx i dette facebook-opslag i anledning af en god kronik. Det er ok, hvis man måske ikke synes, at sådanne idehistoriske forbindelser bliver tilstrækkelig grundigt gennemtænkt eller dokumenteret. Men det er ikke ok, at ingen tilsyneladende kigger efter dem! Det er trods alt oplagt, at nogen er blevet overrumplet over udviklingen, og den overordnede problemstilling synes ikke at have ændret sig, siden R. G. Collingwood fortalte om sin oplevelse af Første Verdenskrig: “The contrast between the succes of modern European minds in controlling almost any situation in which the elements are physical bodies and the forces physical forces, and their inability to control situations in which the elements are human beings and the forces mental forces, left an indelible mark on the memory of every one who was concerned with it.” (“An Autobiography” (1938), Clarendon Press, Oxford, 2002: s. 90).
Tankesite 