11 dage efter videoen, der udstillede BBC’s ufine metoder: Netop nu, efter fem måneders betænkningstid, har de britiske myndigheder besluttet at genoptage den stærkt kontroversielle retssag, der sidste år var godt i gang med at tage livet af Tommy Robinson. Timingen er fuldendt! Robinson påstår, at hans papirer afslører, hvordan beslutningen blev taget allerede sidste weekend, d.v.s. “samtidig med, at I lukkede mine sociale medier”. Og det kræver mere end god vilje ikke at antage, at der inden for de forløbne 11 dage har fundet en eller anden form for koordination sted imellem aktører som BBC, Facebook, Amazon, Labour, britiske medier og fagforeninger og nu altså også det britiske retssystem. Seneste udvikling i dette fantastiske flashback fra middelalderen er i øvrigt, at Robinsons sidste bastion, en ordinær hjemmeside, har været under heftig hacker-beskydning og i skrivende stund ikke kan tilgås. Welcome to the neighborhood!
Snaphanen bringer i forbindelse med sin opdatering på Robinson-affæren en glimrende artikel, der udmaler de større perspektiver i udviklingen. For selvom det måske kun er i Sverige, det statslige magtmisbrug udfolder sig med samme utilslørethed som i Storbritannien, så ser man den samme overordnede tendens i mange lande – og ikke mindst i EU, der løbende lister indskrænkninger af ytringsfriheden igennem, uden at nogen rigtig opdager det. Seneste skud på stammen er det såkaldte Copyright-direktiv, der sandsynligvis forlængst er vedtaget næste gang, læseren hører et kvæk om det, og som har potentiale til fuldstændig at forskyde magtbalancen imellem alternative og etablerede medier. Steen Raaschou bruger en meget sigende metafor for det projekt, som den censur-hungrende magtelite er i gang med: “Den kommende censur vil virke på os, som når man lægger nogen i fuld narkose: Først får vi en beroligende pille og lidt morfin. Parallelt med at narkosen trængere fra venen op mod hjertet, mister vi evnen til at protestere over, at vi ikke længere er herrer over vores eksistens. Nogle, måske mange, vil uvægerligt elske bevidstløsheden, eller i al fald ikke have noget imod den”.
Det er imidlertid åbenlyst, at elitens tiltagende appetit på totalitære virkemidler står i et forhold af omvendt proportionalitet til dens svindende tro på egne overbevisningers saglige og argumentatoriske slagkraft. Kun børn og venstreintellektuelle kan i dag undgå at se, hvordan virkeligheden er vendt fuldstændig på hovedet, når det drejer sig om de slagord, der skal få offentligheden til at sluge censuren: Det er de venstredrejede eksperter og MSM-medier, der er de virkelige verdensmestre i “fake news”, og det er de venstreekstreme hysterikere og deres islamistiske alliancepartnere, der er de sande ekvilibrister ud i “hate speech” og politisk vold. Denne sandhed er naturligvis heller ikke gået helt hen over hovedet på den store, bløde mellemvare af velmenende, men desorienterede og intellektuelt dovne akademikere, der nok aner, at et eller andet over de seneste årtier er gået af led i deres yndlingsteorier. De slår ikke længere i bordet, men bliver underligt fjerne i blikket, hvis man nævner Tommy Robinson eller Facebook-censuren, og “åh jo, det var der da vist noget om..”, hvorefter det virker som om, de er godt tilfredse med ikke at vide mere. Jeg tror, flere og flere forsøger at holde deres caffe latte-snak kørende på rutinen, og at mange i dag bare håber på at slæbe deres renomme igennem til pensionsalderen, før hele korthuset falder fra hinanden. Og så er det jo, man altid kan gå ud i sin have på en forårsdag og tænke, at solen skinner, og det jo slet ikke er sikkert, at alting går så galt, som de tilgængelige facts antyder.
I en tidligere postering skrev Steen Raaschou noget meget tankevækkende, der passer ind i denne sammenhæng: “Når jeg for ti eller femten år siden kunne skrive, at Sverige var i sammenbrud, måtte jeg tvivle på mig selv og hele tiden efterprøve påstanden på virkeligheden (..) Kunne det være sandt, hvad jeg så?”. I dag ser det ud til, at Raaschou faktisk havde ret i de ting, han forudså, men nærmest måtte knibe sig selv i armen for at tro på. Og han sidder jo stadigvæk og forudsiger unævnelige ting på basis af et erfaringsmateriale, der bliver sværere og sværere at modsige. Så spørgsmålet er, hvor mange af de centrum/venstre-dannede, der oprigtigt selv tror på deres egne “eksperter” – og i hvor høj grad det kognitive indhold i deres svar er skrumpet ind til: “Solen skinner, det er forår, og lad os nu ikke blive pjattede!”.
Tankesite 