Snaphanen gjorde rigtigt i at dele Lisa Licentias tårer over det otteårige drabsoffer fra en banegård i Frankfurt. For tårerne illustrerer, at all lives matter, og at europæiske ofre for en massetilstrømning af voldspsykopater ikke forsvinder i den blå luft, bare fordi medier og meningsdannere fejer dem ind under gulvtæppet. Hvis man umiddelbart står over for en hånd, der stikker op af vandet i Middelhavet, vil den moralske forpligtelse til at gribe den nok være kategorisk. Men så snart afstanden og abstraktionsniveauet stiger en smule, begynder moral at handle om utilitaristiske beregninger: Hvordan skaber man mere gavn end skade? Kan man gøre tilstrækkelig gavn for nogen til at retfærdiggøre en medfølgende ulempe for andre? Hvordan kan ens handling forøge den samlede lykke for alle de involverede? Det er her, man må spørge sig, om det virkelig er en moralsk god handling at invitere tusindvis af unge mænd fra Mellemøsten og Afrika til Europa. Hvad ville de mænd reelt risikere ved ikke at være kommet, og hvilken reel tilvækst i lykke kan de opnå i Europa? Hvor mange af deres søstre og forældre kunne man have hjulpet i nærområderne for de penge, de koster modtagelandene? Og hvis en statistisk forudsigelig andel af dem kan forventes at begå vold eller voldtægter her: Hvordan tager man højde for disse menneskelige omkostninger, og findes der et tipping point, hvor den lidelse, man har skabt i Europa bliver så omfattende, at den opvejer den lidelse, man har fjernet i Mellemøsten? Svarene på disse spørgsmål er naturligvis komplicerede, og man kan sagtens strides om, hvor stor en byrde de velnærede europæere bør bære for at hjælpe verdens mindre heldigt stillede. Hvor mange voldtagne kvinder i Tyskland eller Sverige er det for eksempel værd at redde x antal potentielle drabs- og torturofre i Syrien? Hvad skal en indvandringspolitik levere af positive resultater for at kunne legitimere følgeeffekter som den dræbte dreng på skinnerne i Frankfurt? Hvad man derimod ikke kan, er at ignorere alle følgeeffekterne af sin påståede humanisme og bare klappe sig selv på skuldrene for noget, der umiddelbart føles “godt” – eller måske bare smart og overskudsagtigt. Moral uden mulighed for tvivl er ikke moral, og venlighed uden tanke på dem, der kommer til at leve med konsekvenserne, er ikke andet end etisk selvtilfredsstillelse.
I øvrigt illustreres samme pointe af en lidt ældre og meget velproduceret video om “Europas døtre”:
Tankesite 